Her er vi til frokost. Ved siden af mig er İzzet, 16 ar og har boede pa bornehjemmet i 7 ar. Lige overfor ham er det Murat, han er 17 og har boede 4 ar pa bornehjemmet. Sa har vi Nafi, han er snart 18 og skal videre. Han soger lejlighed. 

Jeg har brugt meget tid pa de tre herre. Jeg har primart abejdet pa relationen og provet at give dem et andet billede af hvordan man ellers kunne se verden pa. Jeg har lagt mest vagt pa at motivere dem til at gore skolen fardig, larings mader, trane noget mere og spise og sove bedre... Vi har snakkede en del om deres sundhedsforhold, vaner og mader de udfore ting pa. 

Jeg har forkuseret pa deres fritids aktiviteter og venskaber de har. Stillede sporgsmal og lyttede aktivt til dem, domte dem ikke, gav ikke rad eller rettede dem, JEG VAR DER FOR DEM.

Jeg har forklarede en del om teenage psykologi, udvikling og adfardnormer. Hvad de vil betyde for social fremtraden. Og hvilke folelser de kan bringe med sig og hvordan man forholder sig til det.   

Vi har snakket om identitet, viden, valg, modgang og medgang, succes, konsekvenser, livet, retfardighed, om at vare alene...

Jeg har gjort mit bedste, og har givet uendelige eksempler om at uanset hvad vi moder i vores liv, giver det os noget som gore, at vi er bedre forkladt, starker og har mere erfaring. 

To ting ma de aldrig glemme. 

1) Sa lange de trakker vejret, er der lys.

2) Sa lange de ikke er hjerne skadet, er der lys.

Der har varet en kampe mistillid til nasten alt og alle. Pa alle omrader, medarbejder til de unge og staten, staten til medarbejderne (her tanker jeg mere pa ledelse) ect..

De fleste medarbejder, der er ansat, er der fordi, at det er et job, altsa lon.

Jeg har vist denne her model og sagt til dem at det er min opgave, at give dem et billede af hvordan det burde have varet.

Mistillid kommer af at man har for mange forventninger, alt for mange. Lederen forventer resultater af medarbejder, medarbejder presser de unge, men der er ingen vejledning. Det er meget resultatet, synlig resultat orienteret. Det er primart kun skolen jeg snakker om. Mode til tiden, karaktere, lektier...

Jeg har forklarede, af dem der virkelig var interesseret, medarbejderne, at der er andre behov lige nu for disse unge. Der er en del der ikke er pa plads og det sidste han tanker pa er skole.